Vedtægter for Fritidssamrådet i Danmark
Fritidssamrådet for medarbejdere inden for fritids-, kultur- og folkeoplysningsområdet i kommunerne i Danmark.
§1 Formål
Fritidssamrådets virksomhed har til formål:
at være kontaktorgan for de regionale samråd imellem
at være rådgivende på det administrative område over for myndigheder m.v. inden for – folkeoplysningsområdet samt – det øvrige fritids- og kulturområde
at holde medlemmerne a jour med såvel de pædagogiske som faglige nydannelser, der finder sted inden for folkeoplysnings-, kultur og fritidsområdet og repræsentere samrådet over for andre organer i faglig henseende.
§2 Medlemmer
Som medlemmer kan optages
a) Regionale fritidssamråd eller tilsvarende regionale sammenslutninger af kommunale folkeoplysnings-, kultur-/fritidsmedarbejder.
b) Kommuner fra de regioner, hvor der ikke forefindes et regionalt fritidssamråd eller – sammenslutning
§3 Repræsentantskab
Stk. 1. Repræsentantskabet består af 1 repræsentant fra hver kommune. Hvis der er stiftet regionale fritidssamråd/-sammenslutninger, er 1 fra hver af de kommuner som er medlem af det regionale fritidssamråd/-sammenslutning medlem af repræsentant jf. § 2.
stk. 2. Repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i oktober kvartal med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Øvrige beretninger.
4. Det reviderede regnskab
1/7 – 30/6 forelægges til godkendelse.
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag herunder vedtægtsændringer
7. Valg af:
a. Valg af formand blandt repræsentantskabets medlemmer
b. Ulige år: Et bestyrelsesmedlem for Region Hovedstaden og et for Region Midtjylland – efter indstilling fra den enkelte region
c. Lige år: Et bestyrelsesmedlem for Region Sjælland, et for Region Syd og et for Region Nord –efter indstilling fra den enkelte region. Såfremt der under b. og c. ikke indstilles kandidater vælges medlem(merne) blandt og af repræsentantskabet.
d. To suppleanter til bestyrelsen blandt repræsentantskabets medlemmer
e. En revisor og en revisorsuppleant
8. Eventuelt.
stk. 3 Afstemning skal ske skriftligt, såfremt det begæres af en repræsentant. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, dog jf. § 6.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
stk. 4 Kommunale medarbejdere inden for folkeoplysnings- kultur- og fritidsområdet kan deltage i repræsentantskabsmødet uden stemmeret.
stk. 5 Dagsorden og indkaldelse til repræsentantskabsmøde udsendes senest 1 måned før det afholdelse. Forslag i henhold til dagsordenens punkt 6 skal være formanden i hænde senest 14 dage før repræsentantskabsmødet.
stk. 6 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når bestyrelsen træffer beslutning herom, eller 10% af de tilsluttede kommuner (inkl. de kommuner der er med i et regionalt fritidssamråd/-sammenslutning) fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. Indkaldelse skal ske senest en måned efter modtagelsen af begæring herom. Indkaldelse sker efter reglerne i § 3 stk. 5.
§4 Bestyrelsen
stk. 1 Fritidssamrådet ledes af en bestyrelsen på seks medlemmer, der vælges af repræsentantskabet jf. §3 stk. 2.
stk. 2 Formand og bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen På ulige år vælges formand blandt repræsentantskabets medlemmer. På ulige år vælges to medlemmer, en øst og en vest for Storebælt. På lige år vælges tre medlemmer, en øst og to vest for Storebælt Suppleanter og revisorer vælges hvert år.
stk. 3 Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.
stk. 4 Bestyrelsen kan selv fastsætte sin forretningsorden.
§5 Udvalg og repræsentation
Der kan på alle repræsentantskabs- og bestyrelsesmøder nedsættes udvalg eller vælges repræsentanter til varetagelse af særlige arbejdsopgaver.
§6 Vedtægtsændringer
stk. 1 Vedtægtsændringer kan foretages når mindst 2/3 af de på repræsentantskabet fremmødte stemmeberettigede stemmer derfor.
§7 Opløsning
stk. 1
Beslutning om Fritidssamrådets opløsning kræver at mindst 2/3 af foreningens samlede medlemstal stemmer herfor.
Såfremt kravet ikke kan opnås, kan foreningen opløses med 2/3 flertal af de fremmødte på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som er indkaldt med dette ene punkt på dagsordenen.
stk. 2
Eventuel formue skal ved Fritidssamrådets opløsning anvendes til forskningsformål inden for fritidsområdet efter repræsentantskabets nærmere bestemmelse.
Således vedtaget på repræsentantskabsmøde på Metalskolen i Jørlunde den 2. november 2007.
Således vedtaget på repræsentantskabsmødet i Rebild den 29. oktober 2009.